Introduktionen
af artiklen skal holde læseren fast, så man læser resten af artiklen, og
samtidig sætte scenen, så læseren forstår, hvad det drejer sig om.
Hvis
introduktionsafsnittet er alt for omfattende, så mister man læserne, som glider
videre til andre informationskilder, som der jo er rigeligt af.
Et godt råd er
som tommelfingerregel kun at have 2 tekstafsnit i introduktionen. Det første
afsnit skal sætte scenen for den kliniske problemstilling og kort forklare
manglen på evidens på området (meget kort). Andet afsnit redegør kort for
artiklens eller projektets formål og hypotesen.
Det er en god idé ikke at have
for mange citationer i introduktionsafsnittet. Formålet er ikke at foretage en
grundig litteraturgennemgang, men derimod blot at holde læseren fast, så man
går videre og læser resten af artiklen.
I
artikler med lange introduktionsafsnit er det klassisk, at en del af teksten
hører bedre hjemme i diskussionsafsnittet. Det er ikke meningen, at man i
introduktionen skal redegøre detaljeret for emneområdet eller argumentere for
valg af forsøgsdesign. Det hører hjemme i diskussionen.
Der
kan selvfølgelig være avancerede problemstillinger, som kræver hele 3 afsnit i
introduktionsafsnittet, men som tommelfingerregel er det en god idé at prøve at
begrænse sig, så man kun har et baggrundsafsnit og et afsnit med formålet
tak - gode råd til første-gangs-artikel-skriver.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet