Debatten om aktiv dødshjælp dukker op
med jævne mellemrum. Senest
blev emnet debatteret i P1-udsendelsen Netværket.
Årsagen til radioudsendelsen var, ud over debattens evige relevans, at
regeringen til efteråret har tænkt sig at ”sætte sagen på dagsorden”. En
Rambøll-undersøgelse viste for nyligt, at 7 ud af 10 danskere faktisk går ind
for aktiv dødshjælp.
Denne
holdningsændring blev i nævnte udsendelse diskuteret blandt paneldeltagerne.
Nogle af debattørerne gav udtryk for, at holdningsændringen måtte skyldes en
tiltagende kynisme i befolkningen – muligvis forårsaget af den økonomiske
krise.
Som filosoffer er det ikke vores fremmeste opgave at
udtale os om, hvad årsagen er til, at flere og flere forholder sig positivt
over for aktiv dødshjælp. Spørgsmål om årsager til holdningsændringen er ikke
uinteressant, men heller ikke relevant for det egentlig væsentlige. Så når en
af paneldeltagerne, antropologen Dennis Nørmark, hævder, at Rambølls måling er
udtryk for en kynisk nyttetænkning, siger det i princippet intet om, hvorvidt
aktiv dødshjælp er moralsk forsvarlig eller uforsvarlig. Derimod kan det
belyse, hvilke grunde folk har for at gå ind for aktiv dødshjælp – grunde som
meget vel kan vise sig at være udtryk for kynisme, egoisme, altruisme eller
noget helt fjerde.
Forskellen
på aktiv og passiv dødshjælp
Det gode argument er som bekendt hverken et demokratisk
eller psykologisk anliggende, og derfor kan antallet af grunde eller årsagen
til dem heller ikke være afgørende for, hvad vi egentlig skal mene om aktiv
dødshjælp. Det kan derimod en filosofisk stringent analyse af problemet.
I Danmark
er det tilladt at praktisere passiv dødshjælp. Bliver det vurderet, at en
patient er uhelbredelig syg, og samtidig befinder sig i store smerter, kan det
inden for lovens rammer, i visse tilfælde, være tilladeligt at undlade at forlænge patientens liv. Det
kan fx foregå ved ikke at behandle infektionssygdomme hos patienter, hvor der
ikke længere er noget begrundet medicinsk håb for overlevelse.
Aktiv
dødshjælp, derimod, er ulovligt i Danmark og stort set alle andre lande. Ved
denne type dødshjælp er der ikke længere tale om, at man undlader at behandle
patienten. Man handler aktivt på en måde, så patientens liv forkortes, eventuelt
helt afsluttes. Nogle vil måske undrende spørge, om ikke store doser morfin kan
være med til at afkorte meget smertebelastede patienters liv? Og i forlængelse
heraf: hvorfor man så ikke med en vis ret kan spørge om ikke også behandling
med store doser morfin burde lægges ind under kategorien aktiv dødshjælp og
dermed være ulovlig?
Her er det
imidlertid vigtigt at skelne mellem aktive handlinger, hvor hensigten er at lindre smerter, og
aktive handlinger, der som intention har
at afkorte eller afslutte en patients liv. Lægen kan muligvis forudse, at
patienten vil dø tidligere, hvis vedkommende får tildelt store mængder morfin,
men det er ikke det samme som at udføre handlingen for netop at afkorte eller
afslutte patientens liv. Aktiv dødshjælp kan derfor ikke blot defineres som en
aktiv handling, der i sig selv er livsforkortende – den må tillige være
intenderet som værende just det.
Moralske forskelle
Sondringen
mellem passiv og aktiv dødshjælp er selvfølgelig opstået, fordi langt de fleste
mener, der eksisterer en helt afgørende moralsk forskel mellem netop disse to
former. Mens den passive dødshjælp ’blot’ består i at lade folk dø, at lade
naturen gå sin gang, så opfattes aktiv dødshjælp som et decideret drab på den
syge patient, fordi man her går ind og bevidst sætter en kausalkæde i gang, der
har til formål at afslutte/afkorte patientens liv.
Mange vil
af samme grund mene, at netop denne forskel er tilstrækkelig som begrundelse
for, hvorfor vi bør skelne så kategorisk mellem de to typer af dødshjælp. Drab
er nemlig grundlæggende forkert, forkert desuagtet, hvilke positive
konsekvenser det ellers måtte have.
Dette er
et respektabelt synspunkt, men det forekommer os alligevel, at synspunktet
hviler på en misforståelse. At dø opfattes normalt som en stor ulykke, og
dræber man en person, påfører man derfor naturligvis vedkommende en stor skade
eller ulykke. Men det er jo ikke forkert at tilføje en sådan skade, fordi man derved dræber personen. Det,
der må være forkert er at dræbe personen, fordi
man derved tilføjer vedkommende en sådan ulykke eller skade.
Drab er
derfor ikke i sig selv forkert, men
selvfølgelig (stadig) forkert, netop fordi det har den dårlige konsekvens, at
den dræbte bliver berøvet det gode, som livet normalt antages at være. Derfor mener
vi ikke, at man uden andet argument bare kan affærdige aktiv dødshjælp som
umoralsk alene ud fra det faktum, at
dette indbefatter at dræbe et andet
menneske.
Denne
overvejelse har vital betydning for hele diskussionen omkring aktiv dødshjælp.
Var drab altid, under alle omstændigheder, forkert, ville diskussionen pro et
contra nemlig slutte her. Men givet den rette forståelse af, hvorfor drab er forkert, synes det
stadig tilladeligt at holde spørgsmålet omkring, hvad vi bør mene om aktiv
dødshjælp og medlidenhedsdrab helt åbent.
Handlings- og undladelsesdoktrinen
Intuitionen
om at der er en moralsk relevant forskel mellem aktiv og passiv dødshjælp er
dog ikke forsvundet af den grund. Modstandere af aktiv dødshjælp formulerer
ofte denne intuition i det, der går under navnet handlings- og undladelsesdoktrinen. Kort fortalt påstår denne
doktrin, at det er værre at udføre en handling, der har bestemte negative
konsekvenser end at undlade at udføre en handling, hvor undladelsen har samme
negative konsekvenser.
Umiddelbart
virker handlings- og undladelsesdoktrinen helt igennem plausibel. Hvis man
afviser doktrinen, vil vi nemlig i temmelig mange tilfælde være skyldige i
forhold, som vi normalt slet ikke mener at have hverken lod eller del i. Tænk
blot på, hvor mange mennesker i hungersramte områder, vi kunne redde for et
beskedent beløb, men som er omkommet, fordi vi har undladt at handle.
Det
faktum, at der findes nogle ”derude”, som er døde på grund af vores
undladelser, er vi, hvis man vælger at benægte handlings- og
undladelsesdoktrinen, moralsk set medskyldige i. Ja, i princippet bør man endda
medgive (hvis man helt ophæver skellet mellem undladelse og handling), at det
at undlade at redde en person, som man i praksis kunne have reddet, moralsk set
er ækvivalent med det at slå selvsamme person ihjel.
For mange
er en afvisning af handlings- og undladelsesdoktrinen derfor helt uacceptabel,
og derfor må det også være værre at udføre aktiv dødshjælp – at slå ihjel – end
at udføre passiv dødshjælp – at lade dø. Spørgsmålet er så bare om handlings-
og undladelsesdoktrinen vitterlig er
mulig at opretholde i alle tilfælde, når vi skal retfærdiggøre den moralske
forskel, der hævdes at være mellem passiv og aktiv dødshjælp. Her kommer en
ofte benyttet metode inden for moralfilosofien virkelig til sin ret: tankeeksperimentet.
Dette var første halvdel af
diskussionen omkring aktiv dødshjælp. I sidste halvdel vil vi problematisere
handlings- og undladelsesdoktrinen ud fra tankeeksperimenter. Vi vil desuden
komme ind på de gængse argumenter mod accepten af aktiv dødshjælp – som fx
argumentum ad nazium og ikke mindst glidebaneargumentet.