Nekrolog: Fakta er død efter længere tids sygdom

Facts are to the mind what food is to the body, sagde Edmund Burke.

På trods af det måtte den politiske kommentator Rex Huppke skrive en nekrolog om fakta Facts are dead i Chicago Tribune d 19. april 2012 (In memoriam: Facts 360 B.C. - A.D. 2012), efter at en republikansk politiker offentligt havde fremført det som et faktum, at 81 med81 medlemmer af repræsentanternes hus var kommunister.

Det gav Huppke den ide, at hvis en politiker kunne sige noget så helt åbenlyst usandt og oven i købet stå ved det, så måtte fakta endegyldigt siges at være meningsløse og dermed afgået ved døden.

Huppke fortsætter sin nekrolog ”Fakta efterlader to brødre: rygter og insinuationer og en søster: kategoriske påstande”. Komikeren Stephen Colbert har senere fundet ud af, at der er en halvsøster til fakta som han kalder "Truthiness", som beskriver den sandhed, der ikke er funderet i bøger eller fakta, men har deres oprindelse i en mavefornemmelse, der kan få det til at føles næsten som ægte fakta.

Inspireret af dette har forskere udført forsøg, der dokumenterer de psykologiske mekanismer bag denne type lejligheds-videnskab. Forsøgene viser, at hvis et udsagn støttes af billeder eller anden information, der taler til maven, så øger det menneskers følelse af truthiness, selvom der ikke er skyggen af beviser for, at udsagnet er sandt. 

 

Sandheden er desværre også, at vores viden ikke lever evigt. The half life of facts er titlen på en ny bog af matematikeren Samuel Arbesman, der har regnet ud, hvor lang tid vores viden holder som fakta. Det er nemlig et faktum, at fakta ændrer sig med tiden: i 1912 var der 48 kromosomer og sådan var det, men da man 40 år efter fik talt dem ordentligt, var der pludselig kun 46.

50 % af hvad læger (troede), de vidste, om skrumpelever og leverbetændelse for 50 år siden er nu forældet  – eller med andre ord: lægers viden om kromosomer og skrumpelever har en halveringstid på ca. 45 år.

Advarsel: Din realitetssans er uddateret, skrev Arbesman i et blogindlæg om de fakta, der ændrer sig over lang tid, f.eks. flere årtier og halve århundreder – han kalder dem “mesofakta.” Han beskriver, hvorfor mesofakta er så svære for os at forstå og følge med i. 

Læger, journalister og politikere kommer til at bruge fakta, som døde, før vi forlod skolen, men det ved vi bare ikke. For 50 år siden blev rygning anbefalet af førende læger; der var 3 mia. mennesker på jorden, og hver 10. grundstof var ikke fundet endnu, og kun James Bond havde en mobiltelefon.

Vi tænker og handler på baggrund af noget, vi lærte i skolen for 40 år siden, fordi vi lærte, det var fakta, og det tror vi stadig, selvom virkeligheden er, at der er 7 mia mennesker på jorden, og vi har alle 2 mobiltelefoner hver.

Resultatet er, at vi prøver at løse sidste års problemer på baggrund af fakta, der slet ikke eksisterer længere, siger Eddie Obeng i dette fantastiske foredrag på TED.com: Smart failure for a fast changing world.

Det er ikke bare tiden, der ændrer vore fakta. Det gør dem, der skaber dem, også. Intet er så godt i politik som en kort hukommelse,  sagde John Kenneth Galbraith, John F. Kennedy’s personlige rådgiver; og fakta og politik er en rigtig giftig blanding.

Politikere leder ikke efter videnskabelige sandheder og har ingen interesse i at være præcise i brugen af fakta eller være loyale overfor faktas oprindelse. Deres mission er at opstøve ammunition til informationskrigen. I politisk sammenhæng skal data, information og viden ikke nødvendigvis være sand for at kunne blæse modstandere ud af banen eller vinde vælgere.

Politikere har ét mål med deres kommunikation og går derefter på jagt efter fakta, der støtter deres budskab, og hvis det ikke lykkes, så opfinder man de fakta, der mangler.

Det giver anledning til sammenstød med fagfolk, fordi rammerne for en diskussion er uens, og argumentationsniveauerne er langt fra hinanden: mens fagpersonen loyalt må holde sig til fakta, så kan politikeren frit skyde løs med sin egne fakta.

Den amerikanske senator Daniel Patrick Moynihan er ophavsmand til følgende citat: “You’re entitled to your own opinions. You’re not entitled to your own facts.” Men egentlig, mener Patrick Stokes, australsk filosof, så har du ikke engang ret til din egen mening, men kun til den del af din mening, du kan argumentere for. Men mening betyder alt fra smag og præference over holdninger til politik eller fremsynethed til holdninger baseret på teknisk ekspertise som videnskab.

Hvis man med ”ret til sin egen mening” mener ”ret til at ens meninger er seriøse kandidater til sandheden", så er man galt afmarcheret og på tynd is. At tabe en diskussion med et dårligt argument er ikke det samme som at miste retten til at fremsætte sin mening. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, om man som videnskabsmand skal tabe på den mudrede politiske udebane eller vinde på den velplejede videnskabelige hjemmebane.

Det bliver aldrig rigtig afgjort, og de fleste kampe mellem politikere og videnskabsfolk foregår på hver sin hjemmebane, uden at der er aftalt fælles spilleregler. Oftest ender det dog med, at fakta får bank af politikerne, fordi kampens udfald er givet på forhånd. 

Politikerne kan altid trække det gule "ekspertitis”  kort, hvis de er ved at tabe: hvis forskere vil i kamp med politikere, så må de gå ind i politik og ikke lade som om, de er forskere.

Det er lykkedes politikere, uden skyggen af evidens, at skabe en fortælling i medierne om, at eksperter er et demokratisk problem.

Vincent Hendricks, David Budtz Pedersen og Pelle G. Hansen skrev en kronik i Politiken d. 20.10.2012: Sandheden til salg for Junk evidens. I vores tid er sandhed noget, vi selv iscenesætter, siger de, og definerer to farlige tendenser ’junk-evidens’ og ’fortællingsetablering’. Begge ignorerer kendsgerninger og sandheder.

Sandheden er ikke længere noget, politikere og befolkning forholder sig til, men noget, man konstruerer og vinkler ud fra strategiske interesser og politiske motiver. Og informationssamfundet skaber basis for fortællingen: Kan man orkestrere fortællingen, kan man orkestrere den offentlige sandhed.

Der er smarte folk, der har set tomrummet mellem politik og fakta, og lynhurtigt fyldt det ud. Tænketanke med politiske og økonomiske dagsordner har indtaget dette vacuum og har taget politikere, journalister og forskere med bukserne nede.

Tænketankene har om nogen formået at slippe af sted med både at have retten til deres egne data, deres egne fakta, deres egne analyser og deres egen mening. CEPOS er bare et eksempel – mere om det i næste blog: CEPOS er sundhedsskadelig.

Med “Åh-nej”-patienten på dagens “to-do” liste

Nogle patienter føler man sympati for. Andre. Ja. Der får man den der ”Åh nej” fornemmelse. ”Heartsink patients”, kaldte en ældre læge dem forleden under en såkaldt ”Schwartz Center Round” på vores lokale hospital: DUKE Medical Center. (Klik her, hvis du vil vide mere om Schwartz Center Rounds). 

Titlen på månedens møde var: ””I like him – I like him not” When patient behavior intersect with treatment decisions”. Og auditoriet var stuvende fuldt. For problemet er velkendt, og selvom de ikke er mange i antal, så fylder ”Åh nej”-patienterne følelsesmæssigt hos personalet.

Mødet var baseret på to cases fra det virkelige liv: 45-årige Cynthia og 72-årige Robert og hans eks-kone. Begge patienter døjer med smerter, og begge cases var præget af problemer med at håndtere morfica. For Cynthia indgik det som et sidemisbrug, mens Robert – eller nærmere hans eks-kone – videresolgte til tredje part. Det var også hende, der udløste ”Åh-nej”-reaktionen hos personalet. Eks-konen var altid med til konsultationerne.

At hun var ”eks” fandt de først ud af et godt stykke henne i forløbet – hvilket er en sigende detalje. Men det kommer jeg tilbage til.

Like – like not
Paneldeltagerne, der alle havde haft kontakt til én eller begge patienter, fortalte åbent, hvordan relationen til Cynthia var præget af sympati og dermed en trang til at hjælpe. Også selvom hun brød aftaler og var depressiv. Cynthia var simpelthen ”likable”.

De fortalte lige så åbent, hvordan relationen til Robert og især hans eks-kone sled på dem. ”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg ikke forsøger at undgå at se patienten. Men det gør jeg”, fortalte én. Mens en anden malende beskrev, hvordan det føles som at blive hakket til døde af en and, når man bliver mødt af mistillid, skældt ud og eksempelvis får at vide, at man aldrig burde være blevet optaget på lægestudiet.

”Selvom jeg nu er gammel i faget, går der hver gang et lille stykke af mig, når jeg bliver skældt ud på den måde”, lød det fra en af paneldeltagerne.

Flyverskjul
Men for at vende tilbage til detaljen med eks-konen. Nu er det jo ikke mit arbejdsliv at skulle håndtere en masse forskellige patienter. Men fra min undervisning i patientkommunikation og mødet med nydanske patienter tegner der sig et mønster: Når kursisterne fortæller om en ”problempatient”, er det ofte, som om deres professionelle nysgerrighed bliver stillet på nul. Billedligt talt holder de vejret og venter bare på, at det går over. Bagefter taler de så måske med kollegerne, hvilket nemt blot bekræfter og cementerer billedet af en besværlig patient.

Når der kan gå måneder – hvis ikke år – før personalet opdager relationen mellem en regelmæssig patient og hans nærmeste pårørende, så tyder det på manglende nysgerrighed og interesse. Og min påstand er, at personalet også her har holdt vejret og er gået i flyverskjul. Selvfølgelig fordi det er drønhårdt at håndtere.

Træk vejret og læg en plan
Men hvad skulle det så hjælpe at lære patienten bedre at kende?, kunne man spørge. Og svaret er, at de mennesker man kender, dem er det meget sværere at være irriterede på eller bange for. Og samværet med dem bliver ofte mere berigende.

Men måske siges det mest klart af en britisk, praktiserende læge, der tilbage i 1980 gav sig til at undersøge sin egen kliniks ”heartsink” patienter:

”In this study getting more information about the patient and family seemed to make them less heartsink. With a greater understanding of the patient, it is likely that the doctor was relieved of any clinical insecurity and became more positive about the patient”.

Sundhedspersonalet på DUKE har taget første skridt ved at åbne op for at tale om deres egne følelser i mødet med patienterne. Dermed tager de problemet væk fra patienten og placerer det hos sig selv, hvor de rent faktisk kan gøre noget ved det. Og de anerkender deres følelser og deler dem med andre, så de bliver lettere at bære og forholde sig til.

Næste skridt bliver at stoppe op, når de opdager, at de har en ”Åh-nej”patient. Sætte sig sammen, tale problemstillingen igennem og lægge en plan – ikke for at isolere patienten. Men for at flytte ham/hende fra ”Åh-nej” og tættere på ”Åh-ja”.

NB: Navnene i casen er ikke patienternes rigtige navne.

Fakta

§ Læs min tidligere blog om Schwartz Center Rounds

§ Læs BMJ-artikel om ”heartsink” patienter: "Five years of heartsink patients in general practice” af T. C. O’Dowd

§ Læs ”directors cut” af indlæget på Mette Breinholdts blog: W(h)iteworld

§ Følg Mette Breinholdt på Twitter @mettebreinholdt .

Udfordringen at få et lægevikariat

Som medicinstuderende sidst på studiet har jeg som mange af mine medstuderende fået blod på tanden for at prøve kræfter med et lægevikariat.

Jeg har, igen som mange andre, søgt vikariat også på grund af 4-års reglen – men absolut ikke kun på grund af dén. Og det er en diskussion, jeg slet ikke vil ind på her… Jeg har søgt vikariat for at blive inspireret og blive udfordret.

 

Man skal jo vælge et vikariat ud fra hvilket område, man gerne vil dygtiggøre sig indenfor. Tænke over om vikariatet skal være indenfor drømmespecialet eller for den brede lærings skyld.

Herefter skal man sælge sig selv bedst muligt. Jo længere man er på studiet, des nemmere. Jo længere tid man kan være ansat som vikariat, des bedre. Jo bedre CV, des nemmere. 

Skriv en god motiveret ansøgning henvendt netop til dén afdeling, men ring afdelingsledelsen op først, præsentér dig og din ansøgning og giv et bedst muligt indtryk. Ja, mød op fysisk om muligt. Ansøgningen kan sendes umiddelbart efter samtalen, hvor de husker, hvem man er. 

For mig skulle det vise sig at være en større udfordring at få et vikariat end først antaget. I det mindste tænkte jeg, at et vikariat i ”den rådne banan” altid kunne være en mulighed. Ikke at jeg ser det som et fagligt ringere alternativ, men naturligvis er geografi med i overvejelsen. 

Alligevel formåede jeg at få afslag fra et par steder i vandkantsdanmark, som til min store overraskelse ikke tog lægevikarer, da de havde læger nok.

Fagpressen har da også skrevet om, at et øget optag i årene fremover vil give mange yngre læger. Jeg havde håbet, at jeg lige var lidt foran denne bølge af kolleger, men den har åbenbart indhentet mig, hvilket ikke vil gøre det nemmere efter endt studie.

Det hele endte godt, og jeg kan glæde mig over, at min førsteprioritet gik igennem, så jeg til juni kan starte i vikariat i FAM i Herning; en udfordring jeg ser utroligt meget frem til!

Jeg kender flere medstuderende, som snakker om, at ”de gerne vil have et vikariat på et tidspunkt”. Jeg vil hermed opfordre til at søge bredt, søge tidligt og søge aktivt – for de vikariater hænger ikke på træerne. Længere.

Læger på forsiden 1: Lægerne og skatteborgernes penge

Grådige læger er godt forsidestof. Så enkelt er det. For nylig skete det igen. En praktiserende læge fik sit regnskab offentliggjort i Ekstra Bladet og skulle efter sigende tjene 700.000 kr. mere end vores statsminister. (Her gengiver jeg blot Ekstra Bladets udregning uden at forholde mig til sandheden i den….)

Forrygende historie med de praktiserende læger udråbt som grådige gribbe, som på bedste Joakim von And manér svømmer i et hav af danske skattekroner – som de i øvrigt sikkert har snydt sig til ved at opkræve falske tolkegebyrer! 

Patienterne er de forsvarsløse ofre, der via skatten giver deres surt tjente løn til læger, der uden moralske skrupler tænker mere på penge end på patienterne. Det er netop dén vinkel, som er en god historie i medierne. Men hvorfor er de historier så gode, at de gang på gang kan rydde forsiden på Ekstra Bladet? Det er der en enkel årsag til.. 

Læger er bedre skurke end Cruella de Vil

Ligesom et godt eventyr er en god nyhedshistorie (i tabloidaviserne) bygget op omkring en skurk, en helt og en konflikt. Lægerne får skurkerollen. Netop fordi de ellers ofte har helterollen, er det en god historie, når lægerne viser sig fra en anden side end den, der handler om at redde liv.

Når lægerne pludselig interesserer sig for ussel mammon, ryger de ud af helterollen og helt over i skurkerollen. For det er ikke meningen, at man skal blive rig på at behandle syge mennesker, som har brug for hjælp.

Læger skal ikke have mere i løn end statsministeren

De fleste danskere har det svært med %-satsen på skattebilletten. Derfor kræver vi, at ’vores’ penge bliver brugt fornuftigt, og ikke mindst at de, der modtager dem, ydmygt værdsætter pengene.

Vi kræver en ekstraordinært god opførsel af modtagerne af vores skattekroner. Derfor er det et ’no go’, at Region Syddanmark i Waterfrontskandalen har hyret lobbyvirksomheden til at modarbejde Kattegatbroen for skatteborgernes penge. Og af samme grund er det naturligvis ikke i orden, at en praktiserende læge får mere i løn af os skatteborgere, end vores statsminister gør.

Hvordan slipper man af med forsiderne?

Hvad kan lægerne så gøre for at undgå at få hovedrollen som skurken, der bliver rig af skattekronerne på forsiden af Ekstra Bladet igen?

Først og fremmest er god opførelse og ydmyghed altafgørende. Uagtet at historierne om lægernes høje honorarer og snyderi med tolkegebyret er plantet af Danske Regioner som led i overenskomstforhandlingerne – er det ikke i orden.

Snyderi skal I andre læger tage skarp afstand fra – og høje indtægter skal forklares – godt. 

Desuden er fuld åbenhed afgørende. PLO må ud og vise, hvad vi skatteborgere rent faktisk får for vores penge og sikre, at der ikke kan snydes og opkræves gebyrer for ydelser, man slet ikke har udført. Fortæl også hvor arbejdsomme og engagerede de praktiserende læger er, og hvor gode ydelser de giver. De historier ender ikke på forsiden, men de kan mindske antallet af de andre…..

Skrot nu den 4 års regel!

Gad vide hvornår de afgørende embedsmænd og ministeren bliver klar over, at 4 års reglen stort set kun har bivirkninger og meget ringe virkning?

Hvis det stod til IRF (Institut for Rationel Farmakoterapi, red.) og en vurdering ud fra virkning i forhold til bivirkninger, ville den regel givetvis være afskaffet forlængst.

Den virkning, som man visse steder tilskriver 4 års reglen, skyldes formentlig andre faktorer, og kan efter min opfattelse slet ikke retfærdiggøre, at man opretholder reglen med alle de ulemper, som den oplagt har.

Vi har nu grundet de store universitetsårgange rigtig mange yngre læger, der i et særdeles kompetitivt miljø kæmper om at få hoveduddannelsesstillinger i deres ønskespecialer. Der er overhovedet ingen grund til at opretholde 4 års reglen for at få disse læger til at være målrettede og undgå at spilde tiden.  Det sker helt naturligt, når de er mange, der skal kæmpe om ikke nær så mange uddannelsesstillinger.

Til gengæld medfører 4 års reglen alvorlige problemer på flere områder. 

Både prægraduat og postgraduat påvirkes de studerendes og de yngre lægers hverdag og livskvalitet, og den giver stress og bekymringer helt ud over det rimelige. 

Jævnligt kan man møde studerende på de allerførste semestre af studiet, som bekymrer sig om, hvad de skal gøre for at være sikre på at kunne få hoveduddannelse, når de skal søge den om 5-6 år!

Dette på et tidspunkt i lægestudiet, hvor de endnu slet ikke har kendskab til bredden i lægefaget og i hvert fald ikke har kendskab til alle 38 lægespecialer. Således foretages deres specialevalg, og de begynder at samle ”point” til at kunne blive børnelæger, ørelæger, gynækologer etc., længe før de har været på deres første kliniske ophold.

Chancen for at de får foretaget et relevant specialevalg så tidligt er ret lille – og der er en række specialer, der ikke har en jordisk chance for at blive valgt, fordi de endnu for disse 1., 2. og 3. semesterstuderende er helt usynlige.

Senere på studiet bekymrer en stor del af de studerende sig om, hvorvidt de får bredde nok i deres kliniske erfaring, når KBU er beskåret til 12 måneder med vilkårlig sammensætning, og de samtidig kun har 3 år efter endt KBU, hvis de vil uddannes som speciallæger i Danmark.

Derfor søger disse unge mennesker naturligt nok et eller flere prægraduate lægevikariater, eller de kaster sig ud i prægraduat forskning. Det betyder, at studietiden forlænges, i nogle tilfælde med flere år.

Samtidig betyder nogle specialers flaskehalse, at de, der gennemfører studiet på normeret tid, ved ansøgning til hoveduddannelse skal kæmpe mod denne population med øget erfaring, måske ligefrem en ph.d. Og derved er der ikke oplagt incitament til rent faktisk at gennemføre studiet på normeret tid. Snarere tværtimod. 

Så kommer perioden under og efter KBU, hvor kampen for intro- og hoveduddannelsesstillinger for alvor går ind. Stor er mængden af yngre læger med stress og søvnløse nætter grundet dette.

Og endnu større er bekymringen om, hvordan det skal gå, hvis de slet ikke når at komme i gang inden for de 4 år. Dilemmaet er jo, at de er nødt til at være målrettede og gå efter det, de ønsker, for at gøre sig forhåbninger om at have den rette profil til at komme i betragtning til hoveduddannelsesstilling i ønskespecialet.

Men hvis det nu glipper, fordi køen i mange specialer er for lang, så har de jo lige netop IKKE den rette profil til at søge deres alternative speciale(r), og så kommer de bagest i en anden kø. Risikoen for ikke at nå det er helt reel.

Samfundet vil tabe et ikke ubetydeligt antal læger – enten til udlandet eller til en ikke-specialiseret karriere - hvad vi da slet ikke har brug for, når det er speciallæger vi mangler og vil mangle i fremtiden.

Så kære beslutningstagere. Kom ud af elfenbenstårnet og kig ud i virkelighedens verden. Vi har på ingen måde brug for den 4 års regel, den giver os kun problemer. Det I vil opnå med reglen får I alligevel. Jo før I afskaffer den jo bedre.

Både overlæger, yngre læger og praktiserende læger presses væk fra deres job - og fra Danmark

Der er den 26. februar 2013 indgået ny overenskomst mellem Overlægeforeningen og Danske Regioner. Forhandlingerne bar præg af, at regionerne ville af med bestemmelserne for, hvor hyppigt man kan pålægges vagt, en udvidelse af dagtiden og fjernelse af aldersgrænserne for vagtfritagelse. 

Disse parametre vil få stor indflydelse på den enkelte læges muligheder og lyst til at deltage i det fremtidige faglige arbejde.

Der er åbnet mulighed for tjeneste på hverdage frem til kl. 21:00/23:00, samt tjeneste på lørdage, søndage og helligdage fra kl. 08:00 til kl. 16:00/18:00 med ændret honorering således, at honorering om aftenen er blevet lavere og om natten højere.

Danske Regioner stillede til det sidste krav om bortfald af seniorvilkårene, hvilket er overlægernes mulighed for at træde ud af vagt på tjenestestedet og vagt uden for tjenestestedet på grund af alder, som Overlægeforeningen afviste.

Der er således ikke ændret ved overlægernes mulighed for at træde ud af vagt på tjenestestedet og vagt uden for tjenestestedet, som efter de gældende bestemmelser kan ske ved henholdsvis det 61. år og det 63. år (pr. 1. januar 2015 bliver det henholdsvis det 62. år og 64. år).

Disse ovennævnte parametre er de væsentligste ting som det enkelte medlem af Overlægeforeningen skal tage stilling til, om de fremadrettet vil arbejde under.

  

Der er uden tvivl mange overlæger, der ikke har lyst til at indgå i denne omlægning af arbejdstiden, da de prioriterer andre ting højere i livet.

Kamp om jobbene

 

Der er i dag ved at udvikle sig en øget kamp om de enkelte lægejobs, da lægerne aktuelt har en faldende kandidatalder, og de ser ud til at blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Ifølge Sundhedsstyrelsens lægeprognose for udbuddet af læger i perioden 2010-2030 fra november 2010 forventes det, at udbuddet af erhvervsaktive læger vil stige med ca. 28 % til 25.767 læger i 2030, svarende til en årlig stigning på ca. 1,2 %.

Med de forudsætninger, der er indlagt i modellen, viser prognosen, at udbuddet af speciallæger vil være stigende i hele perioden fra 12.559 i 2010 til 17.052 i 2030 (1).

Hvis vi antager, at overenskomsten bliver ført ud i livet som beskrevet, og at lægeprognosen holder sine forudsætninger og dermed den lovede stigning i antallet af speciallæger, ser det jo umiddelbart ganske fint ud for specielt Danske Regioner.

Selv om de ældre fremover vil udgøre en stigende del af befolkningen, hvor vi formodentlig får brug for flere læger i fremtiden, er vi aktuelt i dag også vidne til afskedigelser af læger på højt specialiserede enheder, der bidrager til at øge usikkerheden og kampen om de tilbageværende job hos de nu ansatte læger (2, 3).   

Usikkerhed giver yngre læger udlængsel

Vi kan i Nordic Medicare mærke, at denne usikkerhed får en del af de unge læger til at tænke sig om en ekstra gang, inden de skal etablere sig med job, ægtefællejob, børn og køb af hus med mere.

Sikkerheden for et godt og fremadrettet stabilt job har med rette en aldeles høj prioritet, hvilket får mange til at søge mod vores andre nordiske naboer, hvor der er en langt højere jobgaranti for både lægen og ægtefællen inden for et geografisk afgrænset område.

Der er således en høj grad af usikkerhed om Sundhedsstyrelsens lægeprognose, hvis den nye overenskomst får flere ældre læger til at trække sig fra det traditionelle jobmarked og lader sig rekruttere til en langt højere løn i vikarbranchen, hvor der i de fleste tilfælde kun er tale om dagsarbejdstid, og hvor vagtarbejde oftest er et frivilligt tilvalg.

Hvis de unge læger på samme tid i stigende grad - grundet deres ansættelsesforhold og de muligheder der tilbydes i regionerne kombineret med effekten af 4-årsreglen - også lader sig trække ud af det danske arbejdsmarked, som vi ser det i dag, vil prognosen yderligere blive svækket.

I modsætning til for få år siden ser vi parallelt hermed storstilede besparelser i sundhedssektoren, hvor også overlæger med flere bliver afskediget, selvom de kan udgøre en åbenlys kernekompetence.

Mange af de unge læger, der i dag tager til specielt Sverige og Norge, risikerer vi at tabe for altid, da de har en stor risiko for at etablere sig permanent i et af de andre nordiske lande med ægtefælle, børn med mere.

Vil praktiserende læger søge mod vikarbranchen?

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S),  gør opmærksom på, at hele sundhedsvæsenet er under pres i disse år og udtaler til BT den 10. marts 2013; ”Når læger og sygeplejersker fortæller, at de oplever presset i hverdagen, er jeg ikke i tvivl om, at det er rigtigt. Vi bliver flere og flere ældre, og ældre mennesker bruger jo sygehusene mere end yngre. Samtidig fattes staten penge, og det smitter jo af på sundhedsvæsnet. Jeg ser gerne, at praktiserende læger tager lidt mere fra, når det drejer sig om forebyggelse og behandling af de mest banale sygdomme”(4).

I ovennævnte lægeprognose anføres det, at ”Det tidligere prognosticerede fald for en lang række specialer er for de fleste specialers vedkommende blevet vendt til en stigning. Således er det kun i almen medicin, arbejdsmedicin, dermato-venerologi, intern medicin, reumatologi, psykiatri og samfundsmedicin, at der stadig forventes et fald frem mod 2015. Faldene er dog langt mindre end tidligere forventet. Indenfor almen medicin forventes et fald på 2,5 %”.

Hvordan skal de praktiserende læger tage mere fra med mindskede ressourcer, og et tilsyneladende fald i mængden af speciallæger i almen medicin frem mod 2030?

Hvis de politiske realiteter i Danske Regioner medfører et øget pres på praksissektoren, med et faldende antal af speciallæger i almen medicin på 2,5 %, er det ikke vanskeligt at forestille sig, at også mange praktiserende læger vil trække sig og overgå til vikarbranchen, hvor man kan tjene en langt højere løn og ikke har besværet med administrationen af den daglige drift, som der sikkert anvendes megen dyrekøbt fritid på.

Trestrenget pres

Konklusivt vil vagtbelastningen af de ældre overlæger, den øgede kamp om lægejobbene, de unge lægers muligheder i de aktuelle scenarier og det øgede pres på de praktiserende læger få flere af disse lægegrupper over i vikarbranchen, hvilket vil betyde det endegyldige sammenbrud i lægeprognosen og dens forudsætninger.

Det er tankevækkende, at det er fra alle tre lægegrupper - yngre læger, praktiserende læger og overlæger, at vi aktuelt i Nordic Medicare mærker et øget pres for at blive en del af vikarbranchen med en udtalt højere løn, intet hjemmearbejde og man arbejder, når det passer ind i ens øvrige liv.

Når lægen i dette marked skal være optimist, må kunsten være at se mulighederne i problemerne, men disse muligheder skal findes i et marked, hvor vi står overfor et udtalt bortfald af yderst kompetente og erfarne læger, der forsvinder væk til andre markeder fjernt fra det danske sygehusvæsen, hvor Danske Regioner ikke er klar over, hvor meget de egentlig talt behøver dem.

Bent Hansens udtalelser til BT (4) er uden tvivl en politisk ønsketænkning, der ikke kan være forankret i virkeligheden, når disse tre grupper af læger siver bort i en tid med et faldende antal speciallæger i almen medicin.

Referencer

(1)   Sundhedsstyrelsens lægeprognose for udbuddet af læger i perioden2010-2030; 2010:1-24

(2)   Annette Hagerup. Herlev Hospital mangler fødsler og måfyre. Ugeskr Læger 2011;173(14):1012

(3)   Marianne Due. Rigshospitalet fyrer læger ogsygeplejersker. Frederiksborg Amts Avis 24. september 2011

(4)   Christian Steffens Nielsen, Morten Mærsk. Nødråb fralæger og sygeplejersker: Vi kan ikke klare mere. BT 10. marts 2013.

Høj pris for privat sundhedsvæsen

Et sammensurium af private og offentlige ordninger i det amerikanske sundhedsvæsen giver masser af jobs til administratorerne og fodrer et velnæret bureaukrati.

Vi havde været på hospitalet min søn og jeg for at få en lægelig vurdering af en byld. Vores forsikring ville ikke betale, så der stod vi – som ca. 20 pct. af den amerikanske befolkning – uden en sundhedsforsikring. Vi fik en venlig behandling, men blev opfordret til at betale med det samme: ”så sparer i 50 pct. på regningen”, fik vi at vide. Der var lidt snak frem og tilbage bag disken – hvad jeg mon skulle betale? De landede på $170 (ca. 986 kr.) Så jeg hev kreditkortet frem og kørte magnetstriben igennem. Stærk i troen på, at hospitalet og jeg var kvit.

Men det varede kun et par uger. Så landede en regning i min postkasse – og undrende ringede jeg til hospitalet. Om de kunne forklare, hvorfor jeg skulle betale mere. Efter lidt snak frem og tilbage fik jeg den overraskende besked – at det skulle jeg såmænd heller ikke. Jeg var berettiget til rabat.

Ved vores genbesøg et par måneder efter gentog historien sig. Denne gang tog jeg tid, og det viste sig, at hospitalet og jeg hver brugte mindst 45 min. i telefonen. Men de gav så også bonus – for mig: Øh – de havde lavet en fejl. Den blev rettet, og jeg ville få en ny regning. Det gjorde jeg også. Med endnu et forkert beløb på og endnu et telefonopkald som resultat. – og et klart indtryk hos mig af, at de ikke aner, hvad konsultationen koster.

Overraskende bureaukrati
Oplevelsen fældede for alvor en af mine medbragte forforståelser af det amerikanske sundhedsvæsen – at det i hvert fald var effektivt. For også jeg er blevet præget med fejlslutningen Bureaukratisk = Offentlig og Privat = Effektivitet og Minimal Administration.

Men min personlige oplevelse illustrerer et generelt problem og rejser spørgsmålet: Hvad koster det amerikanske sundhedsvæsen egentlig i administration?

Ifølge professor i sundhedsøkonomi i Danmark, Jes Søgaard, hedder tommelfingerreglen, at amerikanerne bruger omkring 25 pct. af deres sundhedsudgifter på administration. Til sammenligning bruger danskerne et sted mellem 8-12 pct.

Dyr kærlighed
Princeton-økonomen, Uwe E. Reihardt, mener at langt størstedelen – 85 pct. – af overforbruget på administration skyldes USAs ekstremt komplekse, private forsikringssystem. Således har hospitaler og lægeklinikker forskellige prisaftaler med de forskellige forsikringsselskaber, sundhedssystemer og offentlige sundhedsordninger, suppleret af en totalt fri prissætning i forhold til de uforsikrede.

Enhver ordentlig hospitalsafdeling eller klinik med respekt for sig selv har også en socialarbejder, der snakker med kunderne om, hvordan de har tænkt sig at betale, hjælper dem med at finde ud af, hvad deres forsikring vil betale eller om de måske er berettiget til hjælp fra det offentlige.

Forvirret – så vent til næste afsnit: For forsikringsselskaberne skal også bruge ressourcer på at tjekke, om patienten nu er så syg, som han hævder, og regne ud, hvad hun eller han er berettiget til.
Oven i det har de ret væsentlige udgifter til markedsføring. Og så er der selvfølgelig alle dem, der skal bruge tid på at snakke med sådan nogen som mig, der ringer ind, fordi vi ikke kan forstå beregningen.

Alt i alt får det mig til at tænke på, at amerikanerne virkelig må elske deres private marked meget højt, når de ifølge Uwe E. Reinhardt er parat til at betale over $150 mia. om året i ekstra administrationsomkostninger for at beholde det. Fordelt på de 314 mio. amerikanere svarer det til knap 3.000 kr. pr. hoved.

Fakta:

Rapport fra konsulentfirmaet McKinsey & Company fra 2008
 
Blog fra Princeton-økonomen Uwe E. Reinhardt fra 2008

Den offentlige del af det amerikanske sundhesvæsen bruger omkring 7 pct. på administration: Hjemmeside hos Kaiser Family Foundation



Læs ”directors cut” af indlæget på Mette Breinholdts blog: www.witeworldwww.witeworld.wordpress.com

Følg Mette Breinholdt på Twitter @mettebreinholdt

Årets højeste timeløn

Det er uinteressant, kedeligt eller tidsspilde. Sådan siger de mange om deres privatøkonomi. Men passer det virkelig? Og hvad kan du få ud af at gøre det til en fast rutine? 
 

Finanshuset i Fredensborg har spurgt omkring 1000 danskere, hvor meget tid de bruger på deres privatøkonomi. Langt de fleste bruger mindre end 1 time om måneden! Et tilsvarende flertal overvurderer i øvrigt deres viden om deres privatøkonomi. Den kombination er en rigtig dårlig cocktail, når der tages beslutninger i privatøkonomien.

Det bliver til mange penge over tid

Erfaringsmæssigt ved vi, at der hvert eneste år kan optimeres i forhold til skat, finansielle omkostninger, pensioner, risiko afkast mm. Gør du det konsekvent og rationelt over hele dit liv, så kan du skabe en mer-formue på 1-2 mio. kr. i en gennemsnitlig dansk families privatøkonomi. Det er altså ikke småpenge det handler om.

Når det bliver til så meget, skyldes det renters rente effekten. De ekstra penge du tjener ved at optimere dine forhold, bliver løbende forrentet og er med til at tjene flere penge til dig over tid.

Små og store beslutninger

Langt de fleste familier er ret gode til at tage daglige forvaltningsmæssige beslutninger omkring deres økonomi. Det gælder fx indkøb, vedligeholdelse af boligen eller betaling af regningerne til tiden. 

Men de samme familier er desværre ikke lige så gode til at få taget de store beslutninger og at gøre det rigtigt og på det rigtige tidspunkt. Det gælder fx spørgsmål som: Spares der nok op? Bruger vi for mange penge? Har vi den rigtige risiko på pensionsformuen? Kan vi tåle variabel rente på boliglånet?

Fordel beslutningerne over året

Din økonomi kunne altså blive bedre, hvis du brugte mere tid på den. Hvor meget tid afhænger selvfølgelig af, hvor kompliceret din økonomi er. Men fordeler du de forskellige faste opgaver over året, bliver det mere overkommeligt. Den tid du bruger på din privatøkonomi er ofte den højeste timeløn, du får hele året. 

I Din Privatøkonomiske Opgavekalender (pdf) har du en guide til at gøre de rigtige opgaver på det rigtige tidspunkt over året.

Det kan være, at du fortsat vil synes at det er uinteressant og kedeligt at bruge tid på din privatøkonomi, men det er så i hvert fald ikke tidsspilde. Og du vil se, din privatøkonomi blive bedre.