Disse parametre vil få stor indflydelse på den enkelte læges muligheder og lyst til at deltage i det fremtidige faglige arbejde.
Der er åbnet mulighed for tjeneste på hverdage frem til kl. 21:00/23:00, samt tjeneste på lørdage, søndage og helligdage fra kl. 08:00 til kl. 16:00/18:00 med ændret honorering således, at honorering om aftenen er blevet lavere og om natten højere.
Danske Regioner stillede til det sidste krav om bortfald af seniorvilkårene, hvilket er overlægernes mulighed for at træde ud af vagt på tjenestestedet og vagt uden for tjenestestedet på grund af alder, som Overlægeforeningen afviste.
Der er således ikke ændret ved overlægernes mulighed for at træde ud af vagt på tjenestestedet og vagt uden for tjenestestedet, som efter de gældende bestemmelser kan ske ved henholdsvis det 61. år og det 63. år (pr. 1. januar 2015 bliver det henholdsvis det 62. år og 64. år).
Disse ovennævnte parametre er de væsentligste ting som det enkelte medlem af Overlægeforeningen skal tage stilling til, om de fremadrettet vil arbejde under.
Der er
uden tvivl mange overlæger, der ikke har lyst til at indgå i denne omlægning af
arbejdstiden, da de prioriterer andre ting højere i livet.
Kamp om jobbene
Der er i dag ved at udvikle sig en øget kamp om
de enkelte lægejobs, da lægerne aktuelt har en faldende kandidatalder, og de
ser ud til at blive længere tid på arbejdsmarkedet.
Ifølge Sundhedsstyrelsens lægeprognose
for udbuddet af læger i perioden 2010-2030 fra november 2010 forventes det, at
udbuddet af erhvervsaktive læger vil stige med ca. 28 % til 25.767 læger i
2030, svarende til en årlig stigning på ca. 1,2 %.
Med de forudsætninger, der
er indlagt i modellen, viser prognosen, at udbuddet af speciallæger vil være
stigende i hele perioden fra 12.559 i 2010 til 17.052 i 2030 (1).
Hvis vi antager, at overenskomsten bliver ført ud i livet som beskrevet, og at
lægeprognosen holder sine forudsætninger og dermed den lovede stigning i
antallet af speciallæger, ser det jo umiddelbart ganske fint ud for specielt
Danske Regioner.
Selv om de ældre fremover vil
udgøre en stigende del af befolkningen, hvor vi formodentlig får brug for flere
læger i fremtiden, er vi aktuelt i dag også vidne til afskedigelser af læger på
højt specialiserede enheder, der bidrager til at øge usikkerheden og kampen om
de tilbageværende job hos de nu ansatte læger (2, 3).
Usikkerhed giver yngre læger udlængsel
Vi kan i Nordic Medicare mærke, at denne
usikkerhed får en del af de unge læger til at tænke sig om en ekstra gang, inden
de skal etablere sig med job, ægtefællejob, børn og køb af hus med mere.
Sikkerheden
for et godt og fremadrettet stabilt job har med rette en aldeles høj prioritet,
hvilket får mange til at søge mod vores andre nordiske naboer, hvor der er en
langt højere jobgaranti for både lægen og ægtefællen inden for et geografisk
afgrænset område.
Der er således en høj grad af usikkerhed om Sundhedsstyrelsens
lægeprognose, hvis den nye overenskomst får flere ældre læger til at
trække sig fra det traditionelle jobmarked og lader sig rekruttere til en langt
højere løn i vikarbranchen, hvor der i de fleste tilfælde kun er tale om
dagsarbejdstid, og hvor vagtarbejde oftest er et frivilligt tilvalg.
Hvis de
unge læger på samme tid i stigende grad - grundet deres ansættelsesforhold og de
muligheder der tilbydes i regionerne kombineret med effekten af 4-årsreglen
- også lader sig trække ud af det danske arbejdsmarked, som vi ser det i dag, vil
prognosen yderligere blive svækket.
I modsætning til for få år siden ser vi
parallelt hermed storstilede besparelser i sundhedssektoren, hvor også
overlæger med flere bliver afskediget, selvom de kan udgøre en åbenlys
kernekompetence.
Mange af de unge læger, der i dag tager til specielt Sverige og
Norge, risikerer vi at tabe for altid, da de har en stor risiko for at etablere
sig permanent i et af de andre nordiske lande med ægtefælle, børn med mere.
Vil praktiserende læger søge mod vikarbranchen?
Formanden
for Danske Regioner, Bent
Hansen (S), gør
opmærksom på, at hele sundhedsvæsenet er under pres i disse år og udtaler til
BT den 10. marts 2013; ”Når læger og sygeplejersker fortæller, at de oplever
presset i hverdagen, er jeg ikke i tvivl om, at det er rigtigt. Vi bliver flere
og flere ældre, og ældre mennesker bruger jo sygehusene mere end yngre. Samtidig
fattes staten penge, og det smitter jo af på sundhedsvæsnet. Jeg ser gerne, at
praktiserende læger tager lidt mere fra, når det drejer sig om forebyggelse og
behandling af de mest banale sygdomme”(4).
I ovennævnte lægeprognose anføres det, at ”Det tidligere
prognosticerede fald for en lang række specialer er for de fleste specialers vedkommende
blevet vendt til en stigning. Således er det kun i almen medicin, arbejdsmedicin,
dermato-venerologi, intern medicin, reumatologi, psykiatri og samfundsmedicin, at
der stadig forventes et fald frem mod 2015. Faldene er dog langt mindre end
tidligere forventet. Indenfor almen medicin forventes et fald på 2,5 %”.
Hvordan skal de praktiserende læger tage mere fra med mindskede ressourcer, og
et tilsyneladende fald i mængden af speciallæger i almen medicin frem mod 2030?
Hvis de politiske realiteter i Danske Regioner medfører et øget pres på
praksissektoren, med et faldende antal af speciallæger i almen medicin på 2,5
%, er det ikke vanskeligt at forestille sig, at også mange praktiserende læger
vil trække sig og overgå til vikarbranchen, hvor man kan tjene en langt højere
løn og ikke har besværet med administrationen af den daglige drift, som der
sikkert anvendes megen dyrekøbt fritid på.
Trestrenget pres
Konklusivt vil vagtbelastningen af
de ældre overlæger, den øgede kamp om lægejobbene, de unge lægers muligheder i
de aktuelle scenarier og det øgede pres på de praktiserende læger få flere af
disse lægegrupper over i vikarbranchen, hvilket vil betyde det endegyldige
sammenbrud i lægeprognosen og dens forudsætninger.
Det er tankevækkende, at det er fra alle tre lægegrupper - yngre læger, praktiserende læger og overlæger, at vi
aktuelt i Nordic Medicare mærker et øget pres for at blive en del af
vikarbranchen med en udtalt højere løn, intet hjemmearbejde og man arbejder, når
det passer ind i ens øvrige liv.
Når lægen i dette marked skal være optimist, må
kunsten være at se mulighederne i problemerne, men disse muligheder skal findes
i et marked, hvor vi står overfor et udtalt bortfald af yderst kompetente og
erfarne læger, der forsvinder væk til andre markeder fjernt fra det danske
sygehusvæsen, hvor Danske Regioner ikke er klar over, hvor meget de egentlig
talt behøver dem.
Bent Hansens udtalelser til BT (4) er uden tvivl en politisk ønsketænkning, der ikke kan være
forankret i virkeligheden, når disse tre grupper af læger siver bort i en tid
med et faldende antal speciallæger i almen medicin.
Referencer
(4)
Christian Steffens Nielsen, Morten Mærsk. Nødråb fralæger og sygeplejersker: Vi kan ikke klare mere. BT 10. marts 2013.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar