tirsdag den 21. maj 2013

Hvor rejser de praktiserende læger hen?



Det er efterhånden indlysende for mange mennesker, at der er lagt op til en helt særlig konflikt mellem PLO (Praktiserende Lægers Organisation) og Danske Regioner.

I fortsættelse af dette, har regeringen bebudet et lovindgreb. Ifølge et notat fra Sundhedsministeriet kan konflikten med lægerne ende med, at man fratager PLO forhandlingsretten. Det kommer frem, netop som konflikten mellem de praktiserende læger og det offentlige er mere tilspidset end nogensinde før. Ifølge lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i sundhedsjura Kent Kristensen er regeringen på juridisk meget usikker grund, når den truer med at tage aftaleretten fra de praktiserende lægers organisation PLO. Kent Kristensen bider mærke i, at notatet fra Sundhedsministeriet er dateret 18. marts. Forhandlingerne brød endeligt sammen sidst i april, og den 3. maj opsagde regionerne deres aftale med lægerne.

Sammenlignes denne konflikt med andre konflikter adskiller den sig klart ved, at vi her har at gøre med nogle mennesker med en unik og uerstattelig faglig kompetence, der samtidig er selvstændige erhvervsdrivende og sælger deres sundhedsydelser til Danske Regioner, der som myndighed har lovformelig pligt til at forsyne befolkningen med de sundhedsydelser, den enkelte borger har et retskrav på. 

Vi har på samme tid at gøre med en faggruppe, der qua deres uddannelse har grænseoverskridende muligheder for at tage arbejde i specielt de andre nordiske lande.

Vi har i Nordic Medicare igennem mange år udsendt læger som vikarer til de andre nordiske lande. En del af disse læger har været praktiserende læger, der enten har nedtrappet deres aktivitet i praksis eller er helt ophørt i praksis, og så har suppleret deres øvrige indtægter med disse former for vikariater.

Efter at det blev kendt for de indviede, at en konflikt var under opsejling, har vi bemærket et stigende pres fra praktiserende læger, der ønsker at afhænde deres praksis og derefter arbejde på fuld tid som vikarer.

Denne realitet støttes af de afstemninger, PLO har haft i Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland med opbakninger på over 90 % (91 til 96 %) af de afgivne stemmer for, at lægerne skal aflevere deres ydernumre.

Det er velkendt for mange, at vi har en stor lægemangel i Danmark, hvorfor der kan spekuleres i, om Danske Regioner og regeringen virkelig har tænkt denne konflikt og dette indgreb igennem.

Mon ikke det er kommet bag på Danske Regioner og regeringen, at opbakningen til ledelsen i PLO var så overvældende stor ved de afstemninger der har været?

Har Danske Regioner og regeringen tænkt på, at mange praktiserende læger ser det som en mulighed at helt lukke deres praksis og fremadrettet arbejde ca. den halve tid for en større indtægt som vikar i de andre nordiske lande, hvor de kommer hjem til en weekend uden det sædvanlige administrative arbejde?

Har vi som samfund virkelig råd til at miste disse for vores samfund så vigtige kernekompetencer?

Vi hører samtidig fra Danske Regioner, at en eventuel konflikt ikke vil påvirke borgerne, da det øvrige sundhedssystem vil kunne absorbere de enkelte patienter. Der er vel ingen person, der med fagligt kendskab til sygehusvæsnet tror, at dette kan være en realistisk mulighed!

En del af de praktiserende læger vi har været i kontakt med i denne situation, er meget forbløffede over, hvor behagelig en oplevelse det er at agere som vikar sammenlignet med den daglige dont som praktiserende læge, hvor i særlig grad det administrative arbejde belaster den enkelte læge med en ikke uvæsentlig tidsfaktor, der også inkluderer weekenderne. Det, der i særlig grad har påvirket lægerne, er den unikke mulighed, der som vikar foreligger for at arbejde langt mindre og få en højere årsløn.

Hvis denne tendens fortsætter med flere alment praktiserende læger, der tager arbejde som vikarer, kan det sandsynliggøres, at et mindre antal praktiserende læger vil stå til rådighed for de danske patienter.

Har Danske Regioner og regeringen tænkt igennem, hvordan dette vil påvirke betjeningen af borgerne i primærsektoren i både storbyer og i særlig grad i de tyndt befolkede egne af landet? Har Danske Regioner og regeringen ligeledes tænkt igennem, hvordan dette vil påvirke patientsikkerheden?

I en konfliktsituation som denne kan det overvejes, hvad det næste træk bliver fra de involverede parter. I denne fase hvor indholdet i næste akt er ukendt, er det krystalklart, at den mængde praktiserende læger, der nu forlader systemet til fordel for arbejde som vikar forbliver uerstatteligt i mange år fremover.

Hvis det fra politisk side blev besluttet at øge indtaget på de danske universiteters medicinstudier, skal det tænkes igennem, hvor mange år det tager at uddanne sig til læge og derefter speciallæge, hvilket svarer til ca. 20 år, og dette i en tid, hvor 4-års reglen også har givet en øget udslusning til vikarsektoren til stor glæde for de øvrige nordiske lande, med et uerstatteligt tab for Danmark til følge.

Hvis det er denne løsningsmodel Danske Regioner og regeringen vil implementere, vil de stå overfor en helt sjælden strategisk udfordring i kraft af, at de ikke vil have de praktiserende læges opbakning.

2 kommentarer:

  1. 4års reglen er helt hul i hovedet

    derfor vi ikke kan kurere de syge

    der er kun uddannelseslæger tilbage

    det går helt galt...

    SvarSlet
  2. der er kun familielæger tilbage som er gamle, eller dem som ikke var motiverede nok/faldt for 4 års regel og nu vil udnytte systemet/de syge

    kom igen på mandag ;-)
    så jeg kan få min kommunale check

    tror jeg vil være læge, nemme penge i dag
    og der er patienter nok, for ingen gider være alm læge

    tilgengæld har vi for mange speciallæger som vi ikke kan bruge til noget

    de kan kun sige hvad folk ikke fejler

    den alm læge skal være den der har bred erfaring og vurdere hvad der er relevant at henvise til, men der er kun nyuddannede læger(som er der i 4år), før de blir speciallæger og skrider fra lægepraksis

    SvarSlet